|
Collien
er født velopdragen. Den er ikke en race som for alvor prøver grænser af
hele tiden, den er meget intelligent og lærevillig og ejer ikke
jagtinstinkt, men har behov for en rolle i familien. Collien er let at
opdrage da den hurtigt opfatter hvad det er ejeren ønsker af den. Der er
sjældent behov for at gentage indlæringen mange gange da collien har et
stort ønske om at "behage", at være "til tjeneste".
Collien er en mild
hund og det skal der tages hensyn til i opdragelsen. Collien vil trives
meget dårligt hvis dens familie er højtråbende og skrigende. Ligeledes må
dressuren ikke være efter "kæft, trit og retning" metoden. Collien vil
totalt miste respekten for ejeren med de metoder.
Idet collien er en
hyrdehund er den meget fokuseret på sin flok. Den holder sig til sin familie
og eventuelle andre dyr i husstanden og man ser derfor kun sjældent at en
collie er stukket af hjemmefra og strejfe omkring i lokalområdet. Den
knytter sig ikke til et enkelt medlem af familien men til hele familien og
den har det bedst når hele familien er samlet. Når familien er samlet kan
den tillade sig at slappe af.
Collien er derfor
bedst egnet i en familie hvor man har en rolig og venlig omgangstone. Man
kommer meget længere med sin collie med samvær, ros og venlige
tilrettevisninger.
Når man ser collien
med sin store flotte pels går det måske igennem ens hoved, hvor må det være
et kæmpe arbejde! Svaret hertil er, at selvfølgelig skal pelsen passes, men
i virkeligheden er collien den race der i forhold til sin størrelse og
pelsmængde kræver absolut den mindste pelspleje. Pelsen skal hverken klippes
eller trimmes og vil man bruge en lille halv time ugentligt til pelspleje
har man altid en smuk og velplejet collie i huset. Sørger man for at holde
pelsen har man heller ikke et fældeproblem. For naturligvis fælder collien!
Fordelen er dog at underulden arbejder sig ud gennem dækhårene og dermed er
let at rede af før den lægger sig rundt omkring i hjemmet. Ulden er også
nemmere at samle sammen end de korte hår som mange andre hunderacer har som
borer sig ind i stoffet på møbler og tøj.
Collien er også en
nøjsom hund, den spiser i forhold til sin størrelse ikke ret meget mad og
den er en sund hund som normalt ikke afstedkommer de store dyrlægeregninger.
Har collien slet
ingen fejl? Svaret er egentlig nej.
Collien er som nævnt en rar og omgængelig hund, men man kan være fuldstændig
sikker på at den kan ligge i vejen. Collien lægger sig ofte præcis midt i en
gang hvor man ofte går igennem eller i døråbningen mellem to rum. Så kan den
jo let holde øje med hvad der foregår og den flytter sig ikke bare fordi man
vil forbi med noget tungt eller varmt. Så pas på ikke at falde over hunden!
|